Bog - "Jeg var barn under besættelsen"

   

Oplevelser fortalt til børn

                       

 

                           

                           

Med tilladelse fra Møntegården i Odense er en del billeder hentet fra deres arkiv. Ophavsret er angivet ved hvert enkelt billede.

De øvrige billeder er egne fotos.

 

 

Forord 

I bogen fortæller jeg om, hvordan jeg - som lille pige - oplevede, at Danmark var besat af Tyskland.

  • om en hverdag, hvor der var mangel på varer.

  • om min onkel, der var med i modstandsbevægelsen.

  • om luftalarm og om bomber.

  • om min skolegang og om min fritid.

Else Knudsen 2020

           

 

                                        

Indhold 

1940 - 1945  

Chr. Molbechs vej nr.11

Min familie

Hvorfor ville tyskerne besætte Danmark?

Onkel Robert. En modstandsmand

Tyskerne tager det danske politi

Robert hjælper Helge.

Modstandsbevægelsen

      BBC London

      Sabotage

Modstandsbevægelsen hjælper jøderne

Odins Tårnet

Schalburgtage

Clearingmord

 

Mangel på varer

      Tobak 

      Tørv

      Benzin, kaffe og sukker

      Rationeringsmærker

Hverdag under Krigen

I skole

Fritid

Sommerferie

      Folkeferie

      Familieferie

Luftalarm

      Schalburgtage tæt på

      Husmandsskolen

      Mørklægning

Var jeg bange?

Befrielsen

      Fru Heiberg

      Krigen slut

        

 

                             

 

 

 

1940 - 1945

Jeg var fire år, da Danmark blev besat af tyskerne, så det kan jeg ikke huske. Mine forældre har fortalt, at den 9. april 1940 tidligt om morgenen kom der tyske kampfly ind over Danmark. Den dag besatte Tyskland Danmark. Krigen i Danmark varede fem år.

Denne bog skal handle om, hvordan det var at være barn under ”Den anden Verdenskrig”.

 

Chr. Molbechs vej nr. 11

Jeg er født i Odense i en stuelejlighed på Poppelvej nr. 10. Da jeg var tre år, flyttede mine forældre og jeg til Chr. Molbechs vej nr. 11. Huset lå dengang i udkanten af byen. 

Lige bag haven var der en mark, hvor køerne gik og græssede. Køerne kom helt hen til vores have. For enden af vores have stod der nemlig et trug (vandkar), som køerne kunne drikke af. Jeg tror nok, at vandet kom inde fra vores hus.

Så jeg er næsten vokset op på landet.

 

 

Min familie

Min far - Ludvig Ludvigsen - var murer. Det var dengang hårdt at være murer om vinteren, hvis der skulle arbejdes udendørs. Var det så koldt, at man ikke kunne arbejde, blev man sendt hjem uden løn.

Min mor – Emilie - var 13 år yngre end min far. Som ung arbejdede hun på telefoncentralen i Odense, men da hun blev gift med min far, blev hun hjemmegående. Der var nok at gøre med at passe hjemmet.

Den 26. juli 1943 fik jeg en lillebror, Kaj. Hans ankomst udløste ikke den store begejstring hos mig. 

Jeg var næsten 8 år og syntes ikke, at det var sjovt at skulle passe en lillebror.

Når jeg var på vej ud af døren for at møde mine veninder, kunne min mor sige: ”Tager du ikke Kaj med?”

Når jeg så mødtes med mine veninder, lød det: ”Har du nu ham med igen.”

Da vi begge blev ældre, blev jeg glad for at have en bror.

                                       

Hvorfor ville Tyskland besætte Danmark    

Samme dag, som tyskerne angreb Danmark, angreb de også Norge.

Tyskerne var mere interesseret i Norge end i Danmark. Norge havde jern, og det havde tyskerne brug for til fremstilling af flyvemaskiner, kanoner og andet krigsmateriel.

For at komme til Norge var tyskerne nødt til at rejse igennem Danmark. Der gik landevej op gennem Jylland, og fra Hirtshals kunne man sejle til Norge.

Norge var i stand til at fremstille ”Tungt vand”, som kunne bruges i forbindelse med fremstilling af atombomber. Tyskerne havde ikke selv ”Tungt vand”, men det mente de at kunne hente i Norge.

I filmen ”Kampen om det tunge vand” hører man om, hvordan det lykkedes nordmændene at forhindre tyskerne i at få fat i det ”Tunge vand”.

Med tiden fandt tyskerne ud af, at de kunne bruge Danmark til andet end gennemgangsland til Norge.

Danmark var i 1940, ligesom i dag, et landbrugsland. Vi havde flere køer og grise og mere korn, end vi selv kunne spise. Så også dengang solgte vi landbrugsvare til andre lande. 

Tyskerne vidste godt, at Danmark var et landbrugsland. Og når Tyskland var i krig, havde de brug for et sted, hvorfra de kunne få fødevarer.

Tyskerne kaldte Danmark for deres ”spisekammer” Her kunne de hente kød, mel, sukker og mange andre fødevarer.

Ret hurtigt efter, at Tyskland havde besat Danmark, forlangte tyskerne, at en del af den danske landbrugsproduktion skulle sælges til Tyskland.

Alle landmænd skulle tælle, hvor mange grise de havde. Det blev så kontrolleret af tyskerne. Og hvis der manglede nogle grise næste gang tyskerne kom, så vankede der straf. Efter at grisene var blevet slagtet, blev kødet sendt til Tyskland. Men gårdmanden måtte engang imellem beholde en gris til sig selv.

Som vi ved, gjorde danskerne alt for at narre tyskerne. Danskerne kunne måske ”glemme” at fortælle, hvor mange smågrise de havde. Så kunne gårdmanden sælge en gris en gang imellem til en dansker.

Jeg havde en onkel og faster, Christian og Katrine, der boede i Dømmestrup. De havde nogle grise på deres landmandssted, måske flere end tyskerne vidste.

Jeg husker, hvordan min far og Georg (en god ven af far) en vinteraften cyklede fra Odense til Dømmestrup. De skulle ud for at hente en gris. Min mor var ikke glad for, at de skulle af sted. Det var ulovligt at hente en gris hos en landmand. 

Min far og Georg nåede uden problemer til Dømmestrup. Her havde min onkel om eftermiddagen slagtet en gris. Grisen blev skåret i stykker, en halv gris til hver. Nu blev kødet læsset på deres cykler, og turen gik tilbage til Odense. Uheldigvis blev de stoppet af en tysk soldat, som ville se, hvad de havde på cyklerne. De kom med en lang historie om vasketøj, der skulle afleveres hos naboen. Det endte med, at tyskeren lod dem køre. 

Måske! Vi ved det ikke. Måske havde tyskeren i virkeligheden gættet, hvad de havde på cyklerne, men ville bare ikke anholde dem. Tyskerne havde ikke noget specielt imod danskerne. De tyske soldater var - måske imod deres vilje - indkaldt til soldatertjeneste i Tyskland og derefter sendt til Danmark.

Når vi fik den halve gris hjem, skulle der syltes og bages. Min far (som var murer) havde muret et komfur op nede i kælderen. Her skulle grisekødet tilberedes.

 

 Men hvorfor skulle vi bruge et komfur nede i kælderen? Kunne vi ikke bare ordne det oppe i vores køkken? 

Der var under krigen rationering på gas. Hvis vi brugte for meget gas, kunne vi risikere, at der blev lukket for gassen. Komfuret nede i kælderen kunne varmes op med brænde. 

Vi skulle også passe på, at ingen opdagede, at vi havde fået grisekød hjem. 

Mor stod det meste af natten og ordnede kødet. Meget af det blev saltet ned. På den måde kunne det holde sig i længere tid. Leveren blev sammen med spækket lavet til leverpostej. Tarmene fra grisen blev renset og herefter fyldt med en blanding af hakket grisekød, suppe og krydderier. På den måde blev der lavet medisterpølse, som blev henkogt. Blodet blev sammen med spæk og mel bagt i en ovn til sortpølse (blodpølse). Jeg husker endnu smagen af sortpølse. Det var noget af det bedste, vi kunne få. Vi spiste det med sirup på.

Var der blevet spæk til overs, kunne det bruges til at lave sæbe af. Sæbe var nemlig også en mangelvare under krigen.

 

Onkel Robert. En modstandsmand.

Min onkel Robert var en meget elskelig mand. Han boede sammen med min mormor på Elisabets Allé i Dalum.

Vi børn elskede at besøge ham. Når jeg var der sammen med mine fætre og kusiner, så var der lagt papirdug på bordet sammen med diverse farveblyanter. Når vi var færdige med at spise, måtte vi tegne på dugen. Min onkel var god til at tegne, men også god til at fortælle historier. Fx kunne han tegne en port og en trekant nede i det ene hjørne af porten. Så skulle vi finde ud af, hvad det forestillede. Svaret var en port, hvorigennem der var gået 1000 mand, og trekanten var hælen fra den sidste mand, der var gået gennem porten.

Eller han tegnede en mørk port og spurgte, om vi kunne se, hvad det var. Nej det kunne vi ikke. Svaret var: To negre, der sloges i en mørk port. 

Sådan en historie kunne man godt fortælle dengang. ”Neger” var et naturligt ord at bruge, og ingen oplevede, at det var forkert at bruge ordet ”neger” om de indfødte fra Afrika.

Onkel Robert fortalte også nogle helt usandsynlige historier. Fx denne:

En Skyskraber i New York var gået i brand. På tiende etage sad en mand, som ikke kunne komme ud. Han var i en skotøjsforretning, hvor der stod en masse gummistøvler i alle mulige størrelser.

Han fandt på at tage et par gummistøvler på, som passede ham. Så tog han et par udenpå, som var større, og så et par mere endnu større. Sådan blev han ved, til han nåede den største størrelse i støvler. 

Derpå sprang han ud ad vinduet og landede på fortovet. Men gummistøvlerne fjedrede så meget, at han røg op igen. Og sådan blev han ved med at ryge op og ned i flere dage. Til sidst blev de nødt til at skyde ham. Man kunne jo ikke have ham til at hoppe op og ned hele tiden.

 

Min onkel var også med i modstandsbevægelsen under Den anden Verdenskrig.

Robert var sætter. En sætter arbejdede på et trykkeri. Dengang var der ikke computere og printere, så når man fx skulle trykke en bog, skulle alle bogstaverne til bogen sættes på en plade. Bogstaverne var laver af bly og sætteren fandt hvert enkelt bogstav i sin sættekasse. Teksten blev derefter sat ind i en trykkemaskine. Man kunne nu trykke lige så mange eksemplarer, som der var brug for.

Robert var ansat ved Andelsbogtrykkeriet i Odense. Nogle af de ansatte ved trykkeriet blev en dag enige om, at danskerne skulle have sandheden at vide, om hvordan krigen gik, i stedet for at lytte til det, som tyskerne fortalte. Så nogle af de ansatte bestemte, at de ville lave et blad, der skulle hedde ”Trods Alt”. Dette lille ugeblad på otte sider blev delt ud over hele Fyn.

Folk, som lavede bladet, vidste godt, at tyskerne ikke brød sig om, at danskerne skulle have for meget at vide. 

Derfor måtte disse mænd sørge for, at ingen opdagede noget. Bladene blev trykt om aftenen i Andelsbogtrykkeriet efter, at de andre ansatte var gået hjem. Så satte man sort stof for vinduerne, så der ikke kunne komme lys ud. Hvis nogen gik forbi, ville de bare tro, at bogtrykkeriet var lukket.

Når bladene var trykt, skulle de deles ud. Heldigvis var der nogle, som ville hjælpe. Tyskerne måtte for alt i verden ikke opdage noget om disse blade. Hvis én blev anholdt med en stak blade i tasken, så kunne vedkommende risikere at komme i fængsel. 

Man gjorde alt muligt for at narre tyskerne. Fx kunne en dame med et lille barn i barnevogn gemme en stak blade under madrassen i barnevognen. Der var også nogen, der havde lavet et hemmeligt rum i en kuffert, hvor der kunne gemmes blade. Bladene blev delt ud til danskerne. Man kunne fx putte et blad i en postkasse eller lægge det under en sten.

Desværre blev nogle af dem, som delte blade ud, opdaget af tyskerne. De blev sendt i fængsel i Danmark eller til en koncentrationslejr i Tyskland. 

 

Tyskerne tager det danske politi                                                                                               

Den 19. september 1944 sker der noget i Danmark.

                                                                                                                                                Man havde indtil denne dag haft politi nøjagtig, som vi har i dag. 

Politikerne i Danmark havde den 9. april 1940 bestemt, at det danske politi skulle arbejde sammen med tyskerne. De skulle hjælpe tyskerne med at finde og anholde de danskere, som lavede sabotage (ødelæggelser) mod tyskerne.

Fandt de danske betjente nogen sabotører, skulle de sørge for, at de blev sat i fængsel. Men det danske fængselsvæsen behandlede disse fanger godt.

Det skete jævnligt, at de danske betjente ”glemte” at fortælle tyskerne, når de havde opdaget nogle sabotører.

Da tyskerne indførte dødsstraf mod de danske modstandsfolk, ville det danske politi ikke længere arbejde sammen med tyskerne. 

Efterhånden stolede tyskerne ikke længere på det danske politi. 

Den 19. september 1944 kl. 11 om formiddagen gik tyskerne til angreb på alle landets politistationer. De tyske soldater stod parat med geværer, så der ikke var nogen, der kunne løbe deres vej. Tyskerne nåede at fange 2000 betjente, som enten blev sendt til Frøslevslejren, som lå på grænsen mellem Tyskland og Danmark, eller til koncentrationslejre i Tyskland.

Frøslevlejren var omgivet af pigtrådshegn til alle sider, og ingen måtte komme nærmere end én meter til hegnet. En dag havde en mand været uforsigtig og kommet for tæt på hegnet. Han blev skudt. Der står i dag en mindesten over ham.

De fleste danske betjente kom hjem igen. Nogle blev hentet hjem marts-april 1945 med ”De hvide busser” (dansk og svensk Røde Kors). Andre kom først hjem, da krigen sluttede den 5. maj 1945. Men ca. 100 mand kom ikke hjem, de omkom i koncentrationslejre.

Der var 10.000 politibetjente i Danmark i alt, så der var stadig 8000 betjente, som ikke blev fanget af tyskerne. Mange var blevet advaret på forhånd, andre havde ikke været på arbejde den dag. Mange af de betjente, som ikke blev fanget, ”gik under jorden”. Dvs. at de gemte sig hos venner og bekendte. Der var også nogle, som rejste til Sverige. Sverige var ikke med i krigen.

Jeg havde en fætter, Helge Henriksen, som var betjent i Aarhus. Han var heldigvis ikke på arbejde den dag, hvor tyskerne gik i aktion, så da han fik at vide, at tyskerne havde besat politistationen i Aarhus, skyndte han sig at flygte. Tyskerne kunne nemlig finde på, at køre ud og hente de betjente, som ikke havde været på arbejde.

Helges kone hed Astrid. Og pludseligt en dag stod Helge og Astrid udenfor vores dør. Vi havde hørt, at tyskerne havde taget det danske politi, så vi vidste godt, hvorfor de kom. Vi blev meget glade ved at se dem, så vidste vi, at de var i god behold. De kom hurtigt indenfor. Vores lejlighed bestod af et soveværelse, en stue og en ekstra lille stue. Astrid og Helge kom til at bo i den lille stue. Der blev stillet et par senge op, og så sov de der. Der var trængsel i den lille lejlighed. Nu skulle der bo seks mennesker i en 2½ værelses lejlighed.

Da Helge på den måde var ”gået under jorden”, skulle der passes meget på, at ingen opdagede, at de boede hos os. De kunne derfor ikke forlade huset. De kunne blive stoppet af tyskerne og anholdt.

Vi boede fire familier i huset. Så det kunne ikke undgås, at de andre familier opdagede, at vi havde nogen boende. Men der var ingen, der sladrede. Jeg var dengang 8 år, og min mor sagde til mig, at jeg ikke måtte fortælle til nogen, at Helge og Astrid boede hos os. Jeg ved, at jeg ikke fortalte det til nogen, heller ikke til mine kammerater.

Det var i øvrigt ikke ufarligt at have nogen boende, som var ”gået under jorden”. Hvis det blev opdaget, blev værtsfolkene også straffet. Måske kom værten i fængsel, mens dem, der havde gemt sig, blev sendt til Tyskland.

 

Robert hjælper Helge

Tyskerne havde indført en regel om, at alle personer over 16 år skulle have et legitimationskort med navn og billede på.

Dette kort skulle man have på sig altid, når man gik udenfor. På den måde kunne tyskerne til enhver tid kontrollere, hvem man var.

Helge havde et legitimationskort, men der stod, at han var betjent, og at han boede i Aarhus. Derfor kunne han ikke gå udenfor, med dette kort.

Men her kommer Robert ind i billedet. Han var ansat på et trykkeri, så han kunne hjælpe.

Her skal lige fortælles, at jeg dengang var lige så nysgerrig, som børn er i dag.

Jeg blev normalt lagt tidligt i seng, og hvis der skulle komme fremmede på besøg, så kom jeg i seng, inden gæsterne kom. 

Imellem stuen og soveværelset var der en rist, så varmen kunne komme fra stuen ind i soveværelset. Men man kunne også gennem risten høre, hvad der blev sagt inde i stuen. Når jeg var lagt i seng, og der var gæster i stuen, kunne jeg godt finde på at stå op af sengen og lytte ved risten.

En aften, mens Astrid og Helge boede hos os, kom min onkel Robert på besøg. Jeg var lagt i seng, men da jeg hørte, at min onkel var kommet, listede jeg op af sengen og hen til risten, så jeg kunne høre, hvad de talte om.

Robert sagde til Helge, at han godt kunne lave et falsk legitimationskort til ham. Der skulle stå på kortet, at han var repræsentant (dvs. sælger) og så skulle han have et andet navn og en anden adresse.

På den måde blev det muligt for Helge, at forlade huset. For nu havde han et nyt legitimationskort. Det kunne han vise, hvis han blev stoppet på gaden af en tysker.

 

Jeg har for nyligt læst en bog, som hedder ”Det bly, som blev til skrift”. 

I den bog kan man læse om den lille gruppe typografer, som lavede ”Trods Alt”.

I denne bog er min onkel omtalt. Da jeg læste bogen, fandt jeg et spændende afsnit, som jeg har lyst til at genfortælle.

I bogen bliver det fortalt, at Robert en dag kom ind på kontoret på Andelstrykkeriet og spurgte, om han kunne få sat et par linjer op til privat formål. Det var der ikke noget usædvanligt i. På tomandshånd lagde han dog ikke skjul på, at han var ved at lave et falsk legitimationskort til en politimand, der var ”under jorden”.

Teksten havde han klaret uden vanskelighed, men han manglede at få lavet stemplet. I stemplet skulle der stå ”Folkeregistret i Odense”. Han vidste, at hvis han sendte en bestilling til en stempelfabrik med denne tekst, så ville man med det samme opdage, at han var ved at lave illegale legitimationskort. 

Han havde regnet ud, at hvis han fik lavet et stempel på en stempelfabrik, som lød på ”Folkebiblioteket i Odense”, og samtidigt skrev ordet ”registret”. Så kunne han derhjemme bytte om på ordene, så der stod ”Folkeregistret i Odense”.

Det var meget snedigt fundet på af min onkel.

På den måde fik min onkel lavet et nyt legitimationskort til Helge. 

 

Jeg ved, at min onkel også lavede andet illegalt arbejde.

Min mormor har fortalt, at sommetider havde Robert en mand med hjem, som overnattede til næste dag.  Det kan have været en, der var flygtet fra tyskerne, og som muligvis skulle videre til Sverige. 

Min mormor har fortalt, at hun ofte var bange, når Robert kom sent hjem. Hun vidste godt, at han lavede illegalt arbejde, så hun var bange for, at tyskerne skulle tage ham.

Trods det, at min onkel lavede illegalt arbejde, blev han heldigvis aldrig fanget af tyskerne.

 

Modstandsbevægelsen

BBC London

England havde på det tidspunkt, hvor krigen brød ud, en radiostation, som hed BBC. 

BBC sendte til flere lande udenfor England. Den samme dag, som krigen brød ud i Danmark, begyndte BBC at sende til Danmark på dansk. Der var på det tidspunkt flere danske journalisten i London, så det var naturligt, at de fik til opgave at sende nyheder til Danmark.

I løbet af krigen flygtede andre danskere til England, og flere af disse mennesker var med til at sende nyheder til Danmark. En af de mest kendte var den danske politiker John Christmas Møller, som i 1942 var flygtet til England.

Det fik stor betydning for danskerne, at der hver dag blev sendt nyheder fra London.

Det var ikke nemt at få at vide, hvad der skete, ude i den store verden, Det var tyskerne, der bestemte, hvad der måtte stå i de danske aviser, og hvad man måtte sige i den danske radio. Det kaldes censur.

Her fik vi hele tiden at vide, hvor godt det gik for tyskerne, og ikke hvad der ellers skete rundt om i verden. Så var det godt, at vi havde BBC, der kunne fortælle os sandheden.

Tyskerne vidste godt, at BBC sendte nyheder til Danmark, så de gjorde, hvad de kunne for at lægge støj ind på linjen. Det lykkedes dog for det meste at fjerne støjen.

Jeg husker, at jeg skulle være meget stille, når min far skulle høre nyheder fra England.

Udsendelserne begyndte altid med ordene: 

BBC sender fra London--------

Man sendte fra England besked til de danske modstandsfolk, når englænderne ville kaste våben ned.  Men de kunne ikke så godt sige: I morgen nat kl. 11.00 vil der blive kastet våben ned i nærheden af Lille Vildmose. Det ville tyskerne også kunne høre, så man var nødt til at sende hemmelige beskeder til de danske modstandsfolk.

Nar man var færdig med at oplæse nyhederne. Blev der ofte sagt: Vi bringer en særmelding. Hilsen til Søren, Solveig, Mette, Anders, Evald----------. Så vidste de danske modstandsfolk, at ordet ”Søren” betød: Det er overskyet, så nedkastning af våben er udsat. Hvis der så dagen efter blev sendt en hilsen til ”Ester”, så betød det, at der om natten ville blive kastet våben ned et nærmere angivet sted.

Sabotage

Da krigen havde varet et par år, var der en del danskere, der var godt trætte af, at den danske regering i for høj grad rettede sig efter, hvad tyskerne sagde.

Der var derfor nogle danskere, som ville vise tyskerne, at det ikke var alle, som ville finde sig i, at tyskerne var i Danmark. Der blev dannet nogle modstandsgrupper rundt om i Danmark. Nogle af dem, vi i dag husker, var: ”Hvidstensgruppen” og ”Holger Danske”.

Disse grupper iværksatte sabotage (ødelæggelser) på industri og jernbaner. De kunne fx sprænge en fabrik i luften, fordi man på fabrikken arbejdede for tyskerne.

Ligeledes lagde modstandsfolkene bomber på togskinnerne, når de vidste, at der kom et tysk tog.

Modstandsfolkene arbejdede også med at likvidere stikkere. En stikker var en dansker, som gav tyskerne navnene på danske modstandsfolk. Disse stikkere var farlige. Til gengæld for disse oplysninger, kunne stikkeren få penge eller andre fordele fra tyskerne.

Det var vigtigt for modstandsfolkene at slippe af med stikkerne.

Var man sikker på, at en mand var stikker, blev en fra modstandsbevægelsen sendt af sted for at skyde ham.

I Danmark er man ikke vant til at skyde folk, blot fordi de hjælper forbrydere. Men dengang handlede det om liv og død. Hvis en stikker angav hvem, der var medlemmer af en modstandsgruppe, så blev hele gruppen fanget.

 

Modstandsbevægelsen hjælper jøderne.

Hitler, som var hersker i Tyskland, ville have jøderne udryddet. Derfor sendte han alle de jøder, han kunne opspore, til koncentrationslejre i Tyskland. 

I 1943 bestemte Hitler, at jøderne i Danmark skulle findes og sendes til tyske koncentrationslejre. Planen var, at det skulle ske natten mellem den 1. og 2. oktober. Det var en fredag. Hitler vidste, at jøderne mødtes hver fredag aften til bøn i Synagogen (den jødiske helligdom).

Hitler gav ordren om tilfangetagelsen af danske jøder til dr. Best, som var chef for den tyske besættelse i Danmark. 

Best arbejdede i Danmark sammen med en tysk embedsmand, som hed Duchwitz. De to mødtes den 28. september, hvor Best fortalte, at en aktion mod jøderne ville finde sted natten mellem den 1. oktober og den 2. oktober. 

Duchwitz, som ikke brød sig om jødeforfølgelsen, gik til Hans Hedtoft - formanden for Socialdemokratiet i Danmark - og fortalte, at Hitler havde givet ordre til, at alle danske jøder skulle sendes til tyske koncentrationslejre.

Da Hans Hedtoft fik det at vide, sendte han med det samme bud til den danske modstandsbevægelse, som gav beskeden videre til overrabbiner Melchior.

Nu spredte budskabet sig hurtigt blandt de danske jøder. 

Den senere kendte danske journalist Herbert Pundik, som dengang var 15 år, har fortalt, at han, sammen med en anden dreng, som også var jøde, blev hentet i klassen af rektor, som sagde: ”Vi er blevet advaret om, at jødeforfølgelsen snart begynder. I må hellere skynde jer hjem”. 

Da tyskerne satte aktionen i gang den 1. oktober om aftenen, var de allerfleste jøder blevet advaret og var flygtet fra deres hjem. De var ”gået under jorden”.

De fleste jøder skjulte sig hos venner og bekendte eller i gårde og kirker i nærheden af Øresund.

Meget hurtigt blev der organiseret en flugtrute til Sverige.  Duckwitz havde på forhånd hemmeligt forsikret sig om, at jøderne ville få opholdstilladelse i Sverige. 

 Der var fiskere, som om natten lod som om de skulle ud at fiske og så i stedet tog jøder om bord på deres fiskerbåde. Når fiskerbådene var nået ind i svensk farvand, var der svenske både, som tog imod jøderne.

Også Herbert Pundik kom sammen med sin familie til Sverige.

Der boede - indtil den 1. oktober 1943 - ca. 7000 jøder i Danmark. De fleste nåede at flygte til Sverige. Det lykkedes tyskerne at fange ca. 280 jøder, som ikke var nået at flygte. Hertil kom ca. 190 jøder, som blev fanget under flugten.

De knap 500 jøder, som blev fanget, blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Her døde 51 danske jøder. I april 1945 blev de resterende danske jøder (ca. 450) hentet hjem til Danmark af svensk Røde Kors.

Andre lande mistede en lang større del af deres jødiske befolkning. Fx døde 2,7 mil. polske jøder og 2,1 mil russiske jøder.

                                     

                                      

Odins Tårnet

Året var 1944, og der var ikke lang tid til jul. Det var så småt begyndt at sne, og jeg glædede mig meget til at skulle fejre jul.

Så en morgen, da jeg lige var stået op, kom min mor ind og fortalte mig, at Odins Tårnet var sprængt i luften om natten. Det tårn kendte jeg godt, det lå på Bolbro Bakke, tæt på byen. Jeg havde - som meget lille - været oppe i Odins Tårnet sammen med min kusine Karen.

 

Jeg kunne slet ikke forstå, at det kunne lade sig gøre at sprænge så stort et tårn i luften.

Odins Tårnet var 177m højt. Det var det næsthøjeste tårn i Europa. Kun Eiffeltårnet i Paris var højere.

Og hvem havde så sprængt tårnet i luften?

Ja tænk engang, det var nogle danskere, som havde gjort det. Danskere, som arbejdede sammen med tyskerne. Det, de havde gjort, kaldte man Schalburgtage.

Det er vigtigt at kende forskel på sabotage og schalburgtage. Når det var danskerne, som ødelagde noget for tyskerne, så var det sabotage. Men hvis tyskerne - sammen med danskere - ødelagde noget for danskerne, så kaldte man det, schalburgtage.

Det lyder mærkeligt, at der var danskere, som arbejdede sammen med tyskere imod deres eget folk. 

Jeg tror, at det var danskere, som gerne ville være gode venner med tyskerne. Hvis nu Tyskland vandt krigen, så kunne det være godt at være venner med tyskerne.

Der var også nogle danskere, der sympatiserede med tyskerne og deres ideer.

Det var en dansk-tysk terrorgruppe, som kaldte sig Petergruppen, som om natten den 14. december havde sprængt Odins Tårnet i luften. De havde hængt poser med plastisk sprængstof i tårnet. På et vist tidspunkt blev alle poserne sat til at eksplodere. Og i løbet af et øjeblik var hele tårnet faldet sammen. 

Når tyskerne ønskede at ødelægge Odins Tårnet, var det som hævn for den megen sabotage mod tyskerne i Odense.

Det var meget trist for folk i Odense, at miste deres tårn. Det havde ikke engang stået der i 10 år. 

                              

Mere schalburgtage.

Desværre havde tyskerne åbenbart ikke fået hævn nok ved at ødelægge Odins Tårnet.

To måneder senere - dagene fra den 19. til den 21. februar 1945 - blev nogle af de mest brutale dage i Odense bys historie.

I løbet af tre dage blev syv uskyldige mennesker dræbt. Der blev foretaget 15 bombesprængninger i midtbyen. Rigtig mange forretninger i Vestergade og Kongensgade blev smadret, så gaderne lå dækket med murbrokker og glasskår. 

Det var igen den berygtede Petergruppe, som stod bag ødelæggelserne. Men ordren til ødelæggelserne kom fra Hitler i Tyskland. Hitler ville skræmme danskerne, så de tog afstand fra den danske sabotage. 

Men han opnåede det stik modsatte. 

                                                 

Clearingmord.

Mor havde en dag været inde i byen for at købe erstatningskaffe. Hun vidste, hvor hun kunne få den bedste kaffe, nemlig i Christgau`s kaffeforretning, som lå i Vestergade.

Da hun kom hjem, var hun temmelig rystet. I forretningen havde hun fået at vide, at indehaveren Christgau et par dage forinden var blevet skudt. Han var blevet skudt i sin villa på Hunderupvej 220, ikke langt fra, hvor vi boede. Jeg havde set ham en enkelt gang, hvor han gik i sin forhave.

Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor han var blevet skudt, og sagde til min mor: ”Hvem har dog skudt ham”.

Min mor fortalte, at det var et Clearingmord. Jeg havde hørt det ord før, men forstod ikke rigtigt, hvad det betød.

For at jeg skulle forstå ordet, var min mor nødt til at komme med en nærmere forklaring.

Du ved godt, sagde min mor, at de danske modstandsfolk sommetider skyder en stikker, hvis han har angivet nogle modstandsfolk. 

Min mor fortalte, at Hitler i Tyskland havde givet ordre til, at det hemmelige tyske politi – Gestapo - skulle skyde en dansker, hver gang der blev skudt en tysker. Gestapo skulle ikke skyde tilfældige danskere, men de skulle skyde kendte og vellidte danskere. Christgau var en kendt person i Odense.

Gestapo havde i begyndelsen af 1945 fået besked på, at der skulle skydes 10 kendte mennesker i Odense til gengæld for drabet på 10 tyskere. Der var udarbejdet en liste på 10 personer. Der var blandt andet 4 læger fra Odense hospital. Der var en indehaver af en el-forretning, der var Christgau, og der var direktøren for Odense Teater Helge Rungwald. Helge Rungwald nåede at forsvinde, inden der skete ham noget.

Hvis tyskerne ikke kunne finde alle 10, skød de nogle helt tilfældige danskere på gaden. De gjorde det for at skræmme de danske modstandsfolk.

 

 

Mangel på varer.

Der er nogle varer, som vi ikke kan lave i Danmark, og som vi må købe fra andre lande. Det gælder fx kaffe, tobak og chokolade.

Når Danmark var besat, kunne man ikke komme til at handle med andre lande.

Man måtte derfor nøjes med erstatningsvarer.

Tobak.

Det var mere almindeligt dengang, at man røg, end det er i dag. Og det var svært for rygerne at undvære tobakken.

Man fandt ud af, at man i Danmark kunne dyrke tobaksplanter. Det sted i Danmark, hvor klimaet egnede sig bedst til dyrkning af tobak, var på Vestfyn.

Jeg havde dengang en moster og onkel, Rasmus og Laura, som boede i Harndrup på Vestfyn. Jeg kan huske, at - under krigen - var hele deres have plantet til med tobaksplanter.

Jeg har senere fået fortalt, hvordan dyrkningen foregik. 

Man købte planterne på en planteskole og satte dem i jorden om foråret. Når planterne var store nok, skulle der høstes. Dvs. alle bladene skulle plukkes af planterne. 

Min moster og onkel havde fire børn, så det var et job for dem at ”plukke” tobaksblade. Det var nok ikke lige det sjoveste for børnene. Bladene var meget fedtede, så børnene fik hurtigt snavsede fingre. Når bladene var plukket, blev de syet på lange, tynde snore af ståltråd. 

Når man var færdige med at høste, blev der holdt tobaksgilde. Det har været et stort gilde, hvor man fik noget godt at spise.  Bagefter dansede de unge mennesker. Festen har lignet de fester, som bønderne holdt, når der var høstgilde.

Bladene skulle nu tørres. Hertil havde man specielle lader. Når bladene var tørre, kom der tobakshandlende og købte hele produktionen. Bladene blev kørt til en fabrik, hvor der blev lavet cigarer og pibetobak. Man kaldte denne tobak for ”bondetobak”. Det skulle efter sigende ikke smage særlig godt i forhold til rigtig tobak, men i mangel af bedre kunne det gå an. 

Der blev dyrket rigtig meget tobak i Danmark. Der var hele marker, der blev plantet til med tobak. 

Mange landmænd lejede deres jord ud til folk, som ville dyrke tobak. Til gengæld skulle landmanden have halvdelen af fortjenesten fra salget af tobakken. Det var en god fortjeneste for landmanden. Men det kunne også give en god indtægt til dem, der dyrkede tobakken. 

Min fætter Arne har fortalt, at hans mor - min moster Laura - foruden at dyrke tobak i sin egen have, havde lejet et stykke jord til tobaksdyrkning. Arne kan huske, at hans mor et år tjente 1700 kr. på tobakken. 1700 kr. lyder ikke af så meget, men pengene var mere værd den gang end i dag. 1700 kr. vil svare til ca. 50.000 kr. i nutidsmønt. 

 

Tørv.

De fleste familier havde en kakkelovn (brændeovn). På den måde kunne de varme lejligheden op. Før krigen brugte man for det meste kul (koks) til at fyre med. Kullene købte man i England. Men nu, hvor der var krig, kunne man ikke længere få kul fra England.

Så måtte danskerne finde på noget andet at fyre med. Der var selvfølgelig træ fra skovene, men det var begrænset, hvor meget træ, man kunne fælde, uden at det gik ud over skovene.

Men heldigvis havde vi tørv. I de danske moser er der meget tørvemuld. Det kunne man grave op og tørre. Når det blev skåret ud i firkantede blokke, kunne man bruge det som brændsel i kakkelovnen. Jeg kan huske, hvordan vi fik tørv hjem. Tørvene blev opbevaret i kælderen. 

Det var ikke altid så let at få fat i tørv, og kvaliteten var heller ikke altid lige god. Af og til var tørvene så våde, at der stod vand på gulvet i kælderen.

Far havde en dag fået kontakt med nogle folk, som godt ville sælge os nogle tørv. De skulle hente tørvene i Jylland, så det ville nok blive sent, inden folkene kom med tørvene.   Jeg kan huske, at mor havde bagt æggekage, til de kom. Det skulle de have, når de nu var kørt så langt efter tørv til os.

To mænd kom med tørvene. Vi fik dem læsset af, og de blev båret ned i kælderen.

Da tørvene var på plads, kom mændene op i stuen, hvor der blev serveret æggekage. Det var et par meget venlige unge mænd, som fortalte om den lange og vanskelige tur fra Vestjylland til Odense. Da de var færdige med at spise æggekage, fik de penge for tørvene og kørte igen.

Det var gode tørv. Der var ikke vand ved dem, og de brændte godt.

Der gik nogle dage. Så bankede det på døren, og udenfor stod to politibetjente.

”Goddag, vi vil lige høre, om De har købt tørv for nylig.” 

Ja, svarede min mor. ”Vi har købt tørv af nogle unge mænd, som har hentet tørv til os fra Jylland.” 

Nå, sagde betjentene. ”De tørv, som I har fået, er ikke fra Jylland. Tørvene har de unge mennesker stjålet fra en tørvegrav på Sydfyn.”

Så de unge mennesker havde ikke kørt ret langt efter tørv. De havde højst kørt en time. Vi blev også klar over, at de var kommet så sent om aftenen, fordi de var bange for at blive opdaget. 

Selv om tørvene var stjålet, så fik vi alligevel lov til at beholde dem. Og vi skulle ikke betale for dem en gang til.

 

Benzin, kaffe og sukker.

Kul kunne vi som sagt ikke få fra England. Men vi kunne heller ikke få olie og benzin fra udlandet.

Uden benzin kunne man ikke køre i biler. Der var ikke så mange, der havde bil dengang, og dem der havde bil måtte ”opstalde” dem. Det vil sige, at nummerpladerne blev taget af, og så stod bilen i garage under hele krigen.

Men helt undvære biler kunne man ikke. Der skulle stadig transporteres varer fra det ene sted til den anden. Derfor havde man fundet på en metode, så bilerne kunne køre på træ. Det lugtede ikke godt, og bilerne larmede meget.

Kaffe kunne man heller ikke få. Det fik man før krigen fra Afrika. Så lavede man i stedet erstatningskaffe, det var lavet af ristet Cikorierod, som blev dyrket i Danmark. Der var to slags erstatningskaffe: ”Richs” og ”Danmarks”.

Mor havde gemt noget rigtig kaffe fra før krigen. Jeg husker en dag, hvor mor gerne ville overraske far med at servere kaffe fra før krigen. Far sad ude i køkkenet i nærheden af vasken. Da han havde smagt på kaffen, hældte han det ud i vasken og sagde: Hvad er det for noget sprøjt, du har serveret for mig. 

Han havde i den grad vænnet sig til erstatningskaffe, at han ikke kunne lide rigtig kaffe. Efter krigen drak far igen rigtig kaffe.

Chokolade kunne man heller ikke få. Der var i det hele taget meget lidt slik at få under krigen. Sukkeret var rationeret, fordi tyskerne ville have det danske sukker. Man kunne stadig få bolsjer, men de var dyre. Jeg fik et år til jul en lille æske med bolsjer. Den gemte jeg langt væk og spiste et bolsje en gang imellem.

Der var ingen danskere, der sultede under krigen, men vi kunne bare ikke få så meget kød. Og de søde sager var der ikke meget af. Til gengæld spiste vi mange grøntsager. Jeg tror, at danskerne var meget sunde dengang.

 

Rationeringsmærker.

Ved krigens start indførte man rationeringsmærker. Hver dansker kunne få et vist antal mærker. De kostede ikke noget, men de skulle afleveres hver gang, man købte varer som fx sukker, brød, sæbe eller smør.                                  

Med rationeringsmærker kunne regeringen sikre sig, at madvarerne blev ligeligt fordelt. 

Min far var murer, det var hårdt arbejde, så han havde brug for ekstra meget mad, derfor fik vi ekstra brødmærker.

Det varede ikke længe før folk fandt ud af, at bytte mærker. En familie brugte måske ikke så meget smør, mens en anden familie brugte meget smør, men ikke så meget sukker. Så kunne man bytte. Desværre begyndte man også at handle med mærker. Man kaldte det, at handle på den ”Sorte børs”. 

 

Hverdag under krigen.

Der var mange ting, man ikke kunne få under krigen.

Men inden krigen startede var der nogle danskere, der havde købt ekstra meget ind. Man var bange for at komme til at mangle noget, hvis der skulle blive krig. Mange købte flere varer, end de lige havde brug for. Det kalder man at ”hamstre”.

Der blev købt ekstra tøj, sko, viskestykker, håndklæder, kaffe, tobak og meget mere.

Mine forældre havde købt 3 stykker bomuldstøj, der kunne bruges til 3 små kjoler til mig. Jeg kan huske, da kjolerne blev syet på fagskolen i Odense. Fagskolen var en skole, hvor de unge piger lærte at sy. De unge piger var begejstrede for at få lov til at sy kjoler af helt nyt bomuldsstof. Bomuld var noget man før krigen fik fra Ægypten. Der var ikke mange - som jeg - der kunne få fine kjoler af bomuld.

Hvad gjorde man ellers, hvis man ikke havde hamstret?

Tit fandt man det gamle tøj frem og syede det om, så det kunne bruges igen. Det kunne være, at en far ikke længere kunne passe et sæt tøj, så kunne det syes om til drengen. En slidt herrefrakke kunne blive til en flot damejakke. Herreskjorter kunne syes om til børnetøj. Og ellers syede man lapper på tøjet, når det var slidt.

Hvis man havde gamle lagner, kunne de bruges til at sy cottoncoats (bomuldsfrakker) af. Mange kunne sy selv, mens andre fik en syerske til at sy for sig.

I Danmark havde man i mange år brugt hør til at lave garn af. Garnet kunne bruges til at væve sengetøj, duge og viskestykker. Hør fik man fra hørplanten, som blev dyrket i Danmark. Man brugte de lange tråde i stænglen til at væve af.

Nu kom der ekstra gang i dyrkning af hør.

Man havde noget, man kaldte celluld. Det blev fremstillet af cellulose. Celluld var af ringe kvalitet. Vi kaldte det for kradsuld.

Man havde også uld fra fårene. Men det kneb med at få fat i ny uld. Så man trævlede gamle uldbluser op og strikke nyt af det garn, der var bedst.

Livet var meget anderledes dengang, end det er i dag.

Der kom en mælkemand hver dag med mælk. Han havde mælken i store spande. Man kom selv ud med sin flaske eller kande og købte mælk. Der kunne foruden almindelig mælk også fås kærnemælk og fløde. Mælkemanden kom kørende i en vogn, som blev trukket af en hest. Det var en rar hest, som vi børn gerne måtte klappe. Når mælkemanden holdt stille ud for vores hus, havde hesten for vane at lave hestepærer midt på gaden.

Det blev min far slet ikke vred over. Når mælkemanden var kørt, gik min far ud og samlede hestepærerne sammen med en skovl og lagde dem ind i et rosenbed, som vi havde foran huset. Hestepærer var god gødning for roser, og vi havde gadens smukkeste roser.

Når vi fik mælken, skulle den gerne holdes kold. Vi havde ikke noget køleskab. I kælderen havde hver familie et lille rum. Her kunne man sætte mælken ned sammen med vores andre madvarer. Det var mit job at gå i kælderen med madvarerne hver gang, vi havde spist. Jeg havde en kurv til at bære madvarerne i.

Da det var småt med kød, dyrkede vi mange grøntsager. Far gravede vores græsplæne op, og så blev der lagt kartofler i hele haven. Derforuden havde vi et stykke jord ved Sejrskovsvej, hvor vi dyrkede grøntsager. Det lå ikke så langt fra, hvor vi boede. (ca. en kilometer). Jeg var tit med min far ude i haven. Når jeg var med, sad jeg på stangen af min fars cykel, mens vi kørte derud. 

I nogle familier indførte man kødløse dage. Så bestod middagen udelukkende af en eller flere slags grøntsager. Bøffer lavet af hakket oksekød blev skiftet ud med selleribøffer eller kålrabibøffer.  Man gik også over til at spise mere fisk. Fisk var dengang billigere end kød.

Der var rationering på gas, så her måtte man også finde på alternative løsninger. 

Jeg husker, at vi i køkkenet havde en høkasse. Det var en trækasse, som indvendigt var foret med hø. Når man skulle koge kartofler, nøjedes man med at koge dem et lille øjeblik, og så satte man gryden med kartofler i høkassen. Et stykke tid efter var kartoflerne kogt, uden at man havde brugt ret meget gas. Risengrød behøvede kun at koge et par minutter. Når grøden så havde stået i høkassen en times tid, var den klar til at spise.

                                      

 I Skole   1942

Der var ikke ret mange huse på Chr. Molbechs vej, så derfor havde jeg ingen legekammerater. Men der lå en børnehave på Engvej, to gader ind mod byen. Den hed Frk. Prips børnehave. Her kunne man komme hen en gang om ugen og lege med andre børn.

Men selv om jeg var i børnehave en gang om ugen, kedede jeg mig alligevel. 

Så en dag gik mor hen til skoleinspektøren på Hunderupskolen og spurgte, om jeg godt måtte komme i skole, selv om jeg kun var seks år. Den gang skulle man nemlig først i skole, når man var syv år. Der var ingen børnehaveklasse og ingen nulte klasse. 

Inspektøren sagde ja. På den måde kom jeg i skole allerede, da jeg var seks år.

Jeg skal lige nævne, at dengang begyndte skoleåret den 1. april.

Jeg kan huske den første dag, jeg skulle i skole. Mor havde lidt travlt. Hun sagde, at jeg godt kunne begynde at gå, så ville hun komme senere på cykel.

Jeg var meget stolt over at gå alene til skole. Jeg tænkte, at de mennesker, jeg mødte, nok troede, at jeg skulle i 2. klasse, når jeg gik alene uden min mor. De andre børn fulgtes jo med deres mødre.

Nå, min mor indhentede mig, så vi nåede sammen hen på skolen. Alle vi børn fik hver en plads i klassen, og vores mødre stod langs væggen. Efter den første time gik mødrene udenfor, og så var vi alene med frøkenen, som hed Frk. Rud. Jeg syntes, at Frk. Rud virkede rar. Men hurtigt fandt jeg ud af, at hun var god til at skælde ud, hvis vi snakkede i timerne.

Den gang sad vi ikke på hver sin stol ved et bord. Vi sad på en bænk, som sad fast til bordet. Vi sad to elever på hver bænk. 

Hunderupskolen var en meget lille kommuneskole. Man kunne kun gå på skolen indtil 5. klasse. Efter 5. klasse skulle man skifte til en anden skole. Jeg gik i 1.a, og der var også en 1.b.

Som sagt startede jeg i skole den 1. april 1942, men allerede oktober samme år måtte jeg forlade skolen. 

Der var stor mangel på boliger i Odense på det tidspunkt.  Derfor besluttede byen, at Hunderupskolen skulle bruges til bolig for husvilde. Nu kunne vi ikke længere gå på denne skole.

Men der var en anden skole, der lå lidt længere væk. Denne skole hed Munkebjergskolen. Der var kun plads om eftermiddagen, så vi gik i skole hver dag fra klokken 14 til klokken 17.

For at komme i skole skulle jeg køre med sporvogn og stå af ved Lindeallé. Herfra var der et langt stykke at gå, inden jeg kom op til skolen. 

Min mor har nok fulgt mig til Munkebjergskolen de første dage. Men derefter skulle jeg selv komme frem og tilbage. 

Når vi børn gik fra skolen ned til sporvognen, kom der ofte en ældre lærerinde fra skolen, som fulgtes med os.

Ret hurtigt fandt vi ud af, at hun ville følges med os, fordi hun ville have os til at bære hendes taske. Så derefter forsøgte vi at komme af sted så hurtigt som muligt, så vi kunne undgå at følges med hende.

Munkebjergskolen var en meget stor skole, hvor der også gik børn over 5. klasse.

31 - 7842     Tekst: Munkebjergskolen. Foto Alex. Vincents Kunstforlag, København

Der var både piger og drenge i klasserne. Skolegården var delt i 2 dele med en række bænke i midten. I den ene del af skolegården skulle pigerne være, og i den anden del skulle drengene være. Hvis der var nogen, der gik over på den forkerte side, kom gårdvagten, tog synderen i nakken og satte vedkommende over til muren. Man kunne også komme over til muren, hvis man havde været oppe at slås.

Frikvarteret var på ti minutter, hvor vi kom ud at lege i skolegården.

Drengene har nok leget nogle ”drengelege”. 

Vi piger legede ofte sanglege. Det kunne være: Jeg gik mig over sø og land. Tornerose var et vakkert barn. Bro, bro brille eller To mand frem for en enke.

Efter frikvarteret skulle vi stille op på række, hver klasse for sig. Her skulle man tie stille. Hvis nogen i rækken snakkede, var det over til muren. Når alle var gået op til deres klasse, kom gårdlæreren hen og skældte én ud. Det betød, at man kom for

sent til timen, og så vankede der endnu en gang skæld ud fra den lærer, vi kom op til.

Var man ulydig, så kunne man risikere at få smæk i bagdelen med et spanskrør. Men det var vist kun drengene, der blev slået.

Jeg kan huske, at mit bedste fag i skolen var historie. Vi havde historie fra begyndelsen af 3. klasse med Hr. Bytoft, som var en meget dygtig lærer. Vi havde om de danske gude- og heltesagn. Det var spændende at høre om Odin og Thor og alle de andre guder.

Det gik fint med at gå på Munkebjergskolen, men i slutningen af 1944 var det også slut med at gå i skole her.

Der var krig i verden. Og Danmark var i krig med Tyskland. Tyskerne beslaglagte nogle af de danske skoler. De brugte skolerne til indkvartering af tyske soldater eller som hospitaler til de tyskere, som var blevet såret under krigen. 

På grund af mangel på skoler var der ikke længere plads på Munkebjergskolen til os børn, som kom fra Hunderupskolen.

Men en af pigerne fra klassen boede i et hus med et stort rum i kælderen. Her fik vi lov til at gå i skole hver formiddag. Vi havde kun én lærer til både dansk og regning, det var vores klasselærer Frk. Rud. Der var meget lidt plads i kælderen, så vi sad på nogle lange bænke, og når vi først var kommet på plads, kunne vi ikke komme ud, før alle rejste sig. Vores lærer kunne heller ikke komme ned og se, hvad vi lavede. Jeg tror nok, at vi nogle gange lavede noget andet end det, som vi var blevet bedt om.

Da krigen sluttede den 5. maj 1945, fik vi fri fra skole. Ja, vi fik faktisk en meget lang sommerferie. Vi skulle først i skole igen til august.

                                             

Fritid

Og hvad lavede vi så, når vi ikke var i skole.

Om sommeren legede vi udendørs og om vinteren var vi inde. Der var ingen af os, som havde sit eget værelse, så når vi var sammen om vinteren, var det altid i forældrenes stuer. 

Dengang fandtes der ikke legoklodser. Men jeg havde en æske med træklodser. Der har nok været ca. 30 klodser af forskellig størrelse og forskellig facon. Selvom der ikke var så mange klodser, kunne der godt bygges huse af klodserne. 

Vi havde også påklædningsdukker af papir. Der var Store Marie og Lille Marie. Til Store Marie og Lille Marie var der tegnet forskelligt tøj, som man kunne klippe ud. Men vi tegnede også selv tøj til dukkerne.

Vi var glade for glansbilleder. Allerhelst ville vi have billeder med den lille prinsesse Margrethe, hende som senere blev Dronning Margrethe. Vi klistrede glansbillederne på sølvpapir (stanniol). Osten var ligesom i dag pakket ind i sølvpapir. Når mor kom hjem med osten, fik jeg lov til at få et stykke af indpakningen. Jeg glattede sølvpapiret ud med en negl, inden jeg klistrede glansbilleder på.

Jeg havde en kusine, som var ansat i en osteforretning. En dag kom hun med et stort stykke sølvpapir til mig, helt nyt og ubrugt. Det var jeg lykkelig for, så kunne der være mange glansbilleder på det samme stykke sølvpapir. 

Vi læste også bøger. Bøger var meget dyre at købe, så for det meste lånte vi dem på skolebiblioteket. Jeg kan huske, der var en serie med en pige, der hed Heidi.  Og så var der ”Børnene i Nyskoven”. Min mor læste nogle sider højt fra bogen hver aften, inden jeg skulle i seng. Bogen var så spændende, at jeg næste dag fandt bogen og selv læste et par sider frem. Når mor om aftenen læste videre, lod jeg som ingenting.

Jeg havde set et helt nyt spil hos en legekammerat. Spillet hed ”Matador”. Jeg fortalte min mor, at det spil ønskede jeg mig. Og glæden var stor, da jeg fik det i julegave. 

Vi spillede tit Matador om aftenen. Mit Matadorspil fra dengang lignede meget det spil, som man kan købe i dag. Grundene var bare billigere. Man kunne købe Rådhuspladsen for 400 kr. 

En aften, hvor vi havde gæster, og jeg var lagt i seng, kunne jeg fra soveværelset høre, at de voksne inde i stuen spillede Matador. Det var ikke lige noget, der passede mig. Det var mit spil. Det skulle de voksne ikke spille, uden at jeg var med.

Om sommeren legede vi udenfor. På grund af krigen, var der ingen biler på vejene, så vi legede midt ude på vejen. Vi hoppede i ”Paradis” dvs., at der var tegnet nogle firkanter ude på vejen, og vi hoppede fra den ene firkant til den anden med en hinkesten, som vi med foden skubbede foran os. 

Vi spillede også fjerbold (badminton) En fjerbold kunne vi godt få, men rigtige ketcher havde vi ikke råd til, så min far snittede et par ketcher i træ (boldtræ), som vi kunne bruge. Vi spændte en snor tværs over græsplænen. Det fungerede fint som net.

 

Sommerferie

Folkeferie

Selv om der var krig, ville danskerne gerne holde sommerferie. Man kunne på grund af krigen ikke rejse til udlandet. Det gjorde nu ikke noget, for på den tid var der ikke mange, der rejste så langt. Det var for dyrt.

Men man havde noget, som hed ”Folkeferie” Det var familier, der - mod betaling - tilbød andre familier at komme til at bo og spise hos dem. Det var typisk familier på landet, som tilbød ”Folkeferie”.

I eftersommeren 1944 tog min mor, min lillebror og jeg på ”Folkeferie”. Min far blev hjemme. Han har sikkert skulle passe sit arbejde som murer.

Vi boede på en gård. Det var på den tid af året, hvor der skulle høstes.

Vi gik med ud i marken og fandt et sted i udkanter af marken, hvor vi kunne sidde. Mor havde et tæppe med, som min lillebror kunne ligge på. Han var lige fyldt et år og kunne endnu ikke gå. 

Her var noget at kikke på for en lille pige som jeg, der sjældent kom ud på landet. 

Ude på marken gik nogle af gårdens karle og høstede med le. En le er meget skarp, så jeg havde strenge ordre på, ikke at gå fra vores tæppe. Efter karlene kom gårdens piger og samlede kornet i bundter, som de stillede op i stakke. 

 

Vi havde fået madpakker og vand med ud på marken. Jeg husker hvor dejligt maden smagte, da vi sad der i solen og så, hvordan kornet blev høstet

 

Familieferie

Der var også en anden mulighed for at komme på sommerferie. Man kunne besøge sin familie.

Jeg havde en faster og onkel, Anna og Frederik, som boede i Glarbo, meget tæt på Himmelbjerget. 

For at komme dertil skulle vi tage toget. 

At tage toget fra Odense til Ry station vil i dag tage ca. 2 timer.

På grund af krigen kørte togene ikke efter en køreplan. Man vidste ikke, hvornår der gik et tog, eller hvor langt, det kørte.

Den dag, vi skulle rejse op til min onkel og tante, stod vi tidligt op og tog ind på Odense Banegård. Her fandt vi et tog, der skulle køre til Jylland. Men personalet sagde, at toget kun kørte til Fredericia. Så kom vi da i den rigtige retning. I Fredericia fandt vi et tog, der kunne køre os til Vejle. Her måtte vi igen vente på tog videre til Skanderborg.

Klokken var halv syv om aftenen, inden vi kom til Ry station. Herfra var der 7 km op til min onkels hus. På grund af krigen kørte der ingen biler (man kunne ikke få benzin den gang). Så vi var nødt til at spadsere.

Min lillebror sad i barnevognen og blev kørt hele vejen.                                            

               

2-770.JPG
Min far og mor. Bryllupsbillede.
1-44480.jpg
Huset på Chr. Molbechs vej
3-.JPG
Mig og min lillebror.
4-IMG_0760.JPG
Komfur i kælderen
5-772.JPG
Onkel Robert
6-35 tegning.JPG
Tegning
7-36 tegning.JPG
8-38 Billede fra bogen Det bly der blev til skrift.JPG
Robert sætter teksten til Trods Alt
9-39.JPG
Trods Alt
10-IMG_0730.JPG
Frøslevlejren
11-IMG_0733.JPG
12-IMG_0740.JPG
For tæt på hegnet
13-IMG_0741.JPG
14-40.JPG
Min fars legitimationskort
15-6655.jpg
Over gade 12. Fotograf Ukendt.
16-3891.jpg
Vestergade. Foto H. Lykke.
17-1249.jpg

Odins tårnet. Foto O.P.

18-8349.jpg

Odins tårnet efter, at det er sprængt i luften. Fotograf Ukendt.

19-74698.jpg

Schalburgtage. Foto E. Christoffersen

20-img_1012.jpg
Tobaksplanter
21-img_1015.jpg
22-.JPG
det er Richs, der drik`s
23-IMG_0710.JPG
Rationeringsmærker
24-10261.jpg
Mælkemandens hest. Foto Jørgen Jensen, Odense.
25-IMG_0753.JPG
Høkasse
26-img_1008.jpg
27-6825_Foto Herluf Lykke.jpg
Hunderupskolen. Foto Herluf Lykke.
30-1.JPG
Klassebillede 1942
29-11852.jpg
Sporvogn i Vestergade. Fotograf Ukendt.
28-30-33.JPG
Klassebillede 1944
33-IMG_0694.JPG
Glansbilleder og påklædningsdukker
34-IMG_0695_edited.jpg
35-IMG_0696.JPG
32-på række i skolegården.JPG
Børn på række i skolegården
36-34.JPG
At hoppe i Paradis
37-31127.jpg
Høstbillede. Foto Børge Lund Jensen

                                           

Luftalarm.

Uhu------Uhu------Uhu-------Uhu-------

Sådan lød det, når der blev blæst luftalarm. Så vidste vi, at der var noget galt. 

Under krigen fløj der ofte tyske og engelske maskiner hen over Danmark, og man kunne aldrig vide, om de kom for at smide bomber. Derfor skulle folk, når luftalarmen lød, søge i beskyttelsesrum.  Et beskyttelsesrum var et sted, man havde sikret specielt mod bombeangreb.

Jeg boede sammen med mine forældre i et hus med fire familier.

Under hele huset var der kælder. Der var et rum, som vi kaldte tørrerummet. Her kunne husets beboere hænge tøj til tørre, hvis det var regnvejr. (dengang havde man ikke tørretumbler).

Dette rum blev indrettet til beskyttelsesrum. Min far satte nogle tykke bjælker op fra loft til gulv for at sikre, at loftet ikke skulle falde ned, hvis der faldt en bombe. Og udenfor satte far sandsække for vinduerne, så der ikke kunne ryge bombesplinter ind.

Somme tider blev der blæst luftalarm om natten. Så skulle vi skynde os i kælderen. Vi havde den aftale, at når der var luftalarm skulle den, der først vågnede, ringe på dørklokkerne hos de andre familier. Så mødtes alle i kælderen, og her blev man, indtil alarmen blev afblæst. Det skete med en anden tone, så man kunne høre, at nu måtte man gå op fra kælderen.

 

I beskyttelsesrummet stod der et lille lager af kiks, som ikke måtte røres om dagen. Det stod der, for at vi kunne få noget at spise, hvis vi skulle være længe i kælderen.

Min mor havde sagt til mig, at jeg hver aften, når jeg gik i seng, skulle lægge mit bælte på en stol. Ovenpå bæltet skulle jeg lægge mit tøj, og derefter binde bæltet omkring tøjet. Så kunne jeg, hvis der blev luftalarm, hurtig tage fat om tøjet og løbe i kælderen. 

 

Vi havde nogle gode venner Marie og Georg. De boede Bülowsvej nr.18. Om natten den 26. februar 1942 havde der været luftalarm, og vi kunne høre, at der faldt bomber i nærheden. Rygtet gik, at der var faldet nogle bomber i kvarteret omkring Bülowsvej.

38 - 1816    Tekst: Bülowsvej 18.   Foto Otto Å. Nørmark.

Den næste formiddag gik far hen til Marie og Georg, og det viste sig, at en bombe var faldet i deres have. Der var mange nysgerrige forsamlet her, blandt andet flere fotografer. Det var ikke noget rart syn, der mødte far. Der var et dybt hul i jorden bag deres hus, og den del af huset, der lå ud til haven, var temmelig ødelagt. Deres soveværelse lå lige ud til haven.

Senere har vores venner fortalt, at Marie om aftenen havde kolde fødder. Så da de var kommet i seng, krøb hun over til Georg for at få fødderne varmet. 

Da bomben faldt, landede der et stykke mur på hendes hovedpude, der hvor hun lige havde ligget. Så der skete hende heldigvis ikke noget.

 Hvor var det heldigt, at hun havde kolde fødder den aften. 

Der skete også en anden ting, som var heldig. Marie og Georg havde adopteret en lille dreng. Han sov normalt i en vugge, som stod lige under vinduet. Men netop et par dage før bomben faldt, havde drengens biologiske mor bedt om at få sin dreng hjem igen, fordi hun havde fortrudt, at hun havde bortadopteret ham. Den nat, hvor bomben faldt, blev den væg, hvor vuggen havde stået, blæst ind. Hvis drengen havde ligget i vuggen, var han blevet dræbt. 

Nogle dage senere ændrede den biologiske mor igen mening, og Marie og Georg fik deres dreng igen.

 Det viste sig senere, at det var en engelsk maskine, som havde kastet bomberne. Den havde været på vej til Tyskland, men var undervejs blevet ramt af tysk antiluftskyts. Piloten havde været nødt til at smide bomberne for at gøre maskinen lettere. 

Herefter nødlandede maskinen lidt udenfor Odense, og hele besætningen på seks mand overlevede.

Det var ikke de eneste bomber, der faldt i Odense. 

Når englænderne bombede Kiel, fløj de hen over Odense. Det kunne ske, at de inden, de nåede Kiel, blev opdaget af tyskerne. Så var der kun en ting at gøre: Se at komme hjem så hurtigt som muligt. 

For at komme hurtigt hjem blev de nødt til at smide bomberne, så maskinen blev lettere og hurtigere.  

Når der var luftalarm, og vi sad nede i kælderen, kunne vi tit høre maskinerne, som var på vej til Kiel. Jeg var altid meget bange, når jeg hørte maskinerne. Jeg var bange for, at de ville bombe vores hus. Min far var ikke så bange, når der var luftalarm. Han gik op på loftet. Her kunne han - ud ad et vindue - se lysglimtene over Kiel, når bomberne blev kastet. 

                                          

Schalburgtage tæt på

En nat i 1944 vågnede jeg ved et kæmpe brag. 

Det var en stor villa, som lå en gade fra, hvor vi boede, der var blevet sprængt i luften.

Villaen tilhørte en mand ved navn Haustrup. Han ejede en emballagefabrik i Odense ”Haustrups Fabrikker”. Tyskerne ville straffe Haustrup, fordi hans fabrik ikke ville producere for tyskerne.

Familien Haustrup var ikke hjemme, der var kun et par tjenestefolk i huset. De, som ville sprænge villaen i luften, havde i forvejen banket på døren, og sagt til tjenestefolkene, at de skulle være ude af huset i løbet af en halv time. Ingen mennesker kom noget til.

Jeg husker en dag i slutningen af krigen, at jeg cyklede sammen med min mor over til min mormor, som boede i Christians gade. Min mor havde min lillebror på cyklen. Pludselig lød luftalarmen, og vi skyndte os, så hurtigt vi kunne, hen til min mormor. Men inden vi nåede frem, faldt de første bomber. Min mormor stod i døren og sagde, at vi skulle skynde os i kælderen.

Den dag var jeg bange

 

Husmandsskolen.

42 - 12567   Tekst: Husmandsskolen 1944. Foto J. Pedersens Kunstforlag

Det viste sig, at det var Husmandsskolen i Odense, som var blevet bombet. Skolen lå tæt ved Rugaards vej, kun et par km fra det sted, hvor min mormor boede.

Husmandsskolen var i 1943 blevet besat af Gestapo og indrettet til fængsel.

Gestapo var det tyske politi, som opsporede og anholdte danske modstandsfolk. De mennesker, som blev anholdt, blev sat i fængsel. Ikke nok med at de sad i fængsel, de blev også udsat for tortur. Gestapo mente, at hvis man pinte mennesker til strækkeligt meget, så kunne man nok få dem til at sige, hvor deres kammerater gemte sig.

I efteråret 1944 bad de danske modstandsfolk englænderne om hjælp. De ville gerne have Husmandsskolen ødelagt, så de kunne komme af med Gestapo. De danske modstandsfolk havde mistet mange af deres kammerater, som var blevet henrettet efter ordre fra Gestapo.

De danske modstandsfolk fik en aftale med englænderne om at bombe Husmandsskolen.

Men englænderne fik travlt andre steder i verden med at bombe, så danskerne måtte vente. Det trak ud, helt frem til den 17. april 1945.

I mellemtiden var Gestapos to andre hovedkvarterer blevet bombet, Shell-huset i København og Universitetet i Aarhus. Tyskerne kunne godt regne ud, at Husmandsskolen ville blive det næste mål for englændernes bomber.

Den 17. april 1945 lettede 6 engelske maskiner fra Belgien med retning mod Danmark. Ombord havde de 28 bomber. Maskinerne fløj ind over Danmark mellem Sild og Rømø og herfra videre til Odense.

Da maskinerne fløj over Rømø, opdagede nogle tyske observatører de engelske maskiner. De sendte besked til Gestapo i Odense om, at der var engelske maskiner på vej. Denne besked fik Gestapo en halv time før, de engelske maskiner nåede skolen. Tyskerne flygtede fra skolen i tide, mens de danske fanger ikke nåede at komme væk. Bomberne faldt som planlagt. Der blev dræbt 9 danskere og såret 20, mens der blev dræbt 1 tysker.

Desværre ramte nogle af bomberne villaer, som lå i nærheden af skolen.

En mand har senere fortalt om, hvordan han og hans familie oplevede angrebet. Han var dengang en lille dreng. Familien boede i et hus lige ved siden af Husmandsskolen. De var ikke i forvejen blevet advaret. Han kunne ikke huske noget om bombningen. Han kunne kun huske, at han vågnede op på hospitalet. 

Han har senere fået fortalt, at hans mor og søster var udenfor huset, mens han selv var inde i huset. Da bomberne faldt, blev de alle slået omkuld og mistede bevidstheden. Da redningsfolkene kom, fandt de moderen og søsteren udenfor, men vidste ikke, at der også var en lillebror. Efter to timers søgning var mandskabet ved at opgive at finde flere, da en af mændene pludselig sagde: ”Vi prøver lige at grave i den stak murbrokker”. Her fandt de drengen og tog ham med til hospitalet. Drengen og søsteren overlevede, men moderen døde af sine kvæstelser.

17 dage efter sluttede krigen.

                                         

Mørklægning.

For at flyvemaskinerne ikke måtte opdage, hvor der lå en by, skulle man mørklægge. Der blev sat sorte rullegardiner op for vinduerne, så man ikke kunne se lys udefra.

Gaderne vat helt mørke, ingen gadelys og intet lys fra husene. Så indbrudstyvene havde let ved at skjule sig. Hertil kom, at der ikke var noget dansk politi efter 19. september 1944.

Derfor lavede man private vagtværn. Beboerne blev enige om - på skift - at gå tur i gaderne om natten. Det var kun mændene, der gik, og altid to og to sammen. Foruden at se efter indbrudstyve, skulle vagtværnet også holde øje med, at der ikke kom lys ud fra vinduerne nogen steder.

Min far var også med til at gå vagt om natten. Han havde en knippel, dog ikke af gummi, men af træ. Den skulle han have med, når han gik ud, og ellers hang den i entreen.

lmg 058    Tekst: Legitimationskort til vagtordning   

 

Det skete en gang, at mændene opdagede, at en mand var ved at bryde ind i et hus. De fik manden skræmt væk, så familien undgik indbrud. Da der ingen politi var, kunne de ikke melde ham. Det vidste tyven også. 

I slutningen af krigen var det slut med at gå vagt. Tyskerne havde forbudt alle danskere at gå ud efter kl. 8 om aftenen.  Det gjorde tyskerne for at forhindre modstandsbevægelsen i at begå sabotage.

41-Else hos mormor.jpg
Min mor og min mormor i haven sammen med mig.

 

​Var jeg bange?

Jeg er tit blevet spurgt. Var du bange under krigen?

Ja, jeg var bange engang imellem. Jeg var specielt bange, når jeg kunne høre flyvemaskiner. Jeg vidste, at de fløj med bomber. Selv efter at krigen var slut, blev jeg bange og løb ind i huset, når jeg hørte en flyvemaskine.

Jeg var også bange for krigen. Jeg vidste godt, at krig er farligt.

Når jeg hørte min far og mor tale om krigen, forstod jeg måske mere, end de var klar over.

De havde en skuffe, hvor de gemte vores værdipapirer, så de kunne tage dem med, hvis vi skulle hurtigt ud af huset. Jeg kan huske engang, hvor de talte om, hvor vi skulle flygte hen, og hvordan vi skulle komme af sted. De ville tage min lillebror i barnevognen, og så ville de - sammen med værdipapirerne -pakke mad og drikke i vognen. Den dag blev jeg meget bange. Jeg vidste ikke, hvorfor vi skulle flygte men var klar over, at det kunne blive farligt.

Her for nylig har jeg læst, at man i krigens sidste dage var bange for, at tyskerne ville udkæmpe deres sidste slag på dansk jord.

Selv om jeg var bange for krig, så var jeg ikke bange for at møde en tysk soldat. For mig var en tysker et menneske ligesom alle andre mennesker. 

Jeg kan huske, at jeg en dag mødte en tysk soldat, da jeg gik hjem fra skole. Han ville gerne snakke med mig (på dansk).

Han sagde, at han derhjemme i Tyskland havde en lille pige på samme alder som mig. Da han fortalte det, havde han tårer i øjnene. Jeg syntes, at det var meget synd for ham, at han skulle være i Danmark, når han havde en lille pige hjemme i Tyskland.

Tæt ved, hvor vi boede, lå Sct. Knuds Gymnasium. Den skole havde tyskerne taget til lazaret (hospital for sårede tyske soldater). Når min veninde og jeg gik forbi indgangen, sad der tit en tysk soldat ved porten, ofte med en arm eller et ben i gips. Så stoppede vi op og snakkede lidt.

 

Befrielsen.

Den 4. maj 1945, blev Danmark igen frit. Jeg husker den aften så tydelig, som var det i går.

Jeg var dengang ni år. Klokken var halv ni om aftenen. Jeg var lige blevet lagt i seng, men jeg var endnu ikke faldet i søvn. Min mor kom ind og sagde, at jeg skulle stå op og komme med ind i stuen. 

Mine forældre havde siddet og hørt radio, da speakeren blev afbrudt midt i udsendelsen. Der var indløbet en besked om, at krigen var slut. Da jeg kom ind i stuen, nåede jeg lige at høre speakeren gentage meddelelsen. Det lød sådan:

De hører BBC radio fra London. 

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordtyskland og i Danmark har overgivet sig.

Mine forældre ville gerne have, at jeg skulle være med til at fejre, at der igen var fred i Danmark. Jeg var meget glad for at få lov til at opleve befrielsen.

Det var stadigt lyst, det var maj måned, så vi gik hen til vinduet. Vi kunne nu se, at de, der boede over for, havde tændt stearinlys i vinduet, så det gjorde vi også.

Jeg så, at nogle mennesker cyklede forbi nede på gaden, og jeg sagde til min mor. ”Tænk engang! De, der cykler dernede, ved ikke endnu, at krigen er slut.”

Det blev for mig en stor aften. 

Den næste dag den 5. maj var der fest i gaderne. Vi boede i udkanten af byen, så det mærkede vi ikke så meget til. Men min far ville ind til byen og tog alene af sted. Da han kom hjem igen, fortalte han, at der havde været skyderi på Flakhaven. Der havde været en skudveksling mellem tyskerne og de danske modstandsfolk.

Tekst: Befrielsen. Foto E. Christoffersen

 

 

Min far havde gemt sig bag nogle huse. Og da der var blevet ro igen, havde han skyndt sig hjem.

Nu skulle de tyske soldater tilbage til Tyskland. De gik til fods i større eller mindre grupper ad landevejen mod Tyskland. På vejen tilbage til Tyskland mødte tyskerne de engelske soldater, som på kampvogne var på vej ind i Danmark. De engelske soldater havde til opgave at sørge for, at alle tyske soldater forlod Danmark. De engelske soldater blev modtaget med jubel. Jeg kan huske, at jeg - sammen med mine forældre - var med til at råbe hurra, da de engelske soldater kørte igennem Hjallesevej.

Engelske soldater. Fotograf Ukendt

Jeg har før fortalt om, hvordan vi under krigen måtte klare os med erstatningsvarer. Jeg havde fx aldrig smagt chokolade. Nu fik jeg for første gang i mit liv et stykke chokolade, og aldrig før havde jeg smagt noget så vidunderligt.

Og hvordan gik det til, at jeg fik chokolade? Krigen var slut to dage før, og der kunne endnu ikke købes chokolade i forretningerne. 

Inden jeg kommer til chokoladen, må jeg fortælle en historie om, hvor svært det var at være enlig mor under krigen.

                                               

Fru Heiberg.

Mine forældre havde boet på Poppelvej, da jeg blev født. Vi boede i stuen, og i lejligheden ved siden af, boede en engelsk dame, der var gift med en dansk kaptajn. Kort før krigen brød ud var den danske kaptajn død, og den engelske dame stod alene tilbage med en lille dreng på to år.

Hun havde familie i England og ville gerne rejse tilbage til sin familie. Hun havde købt billet til færgen til England, men som hun stod og skulle afsted, blev færgen aflyst, og der sejlede ikke flere færger til England på grund af krigen. 

Fru Heiberg, som hun hed, skulle nu klare sig selv sammen med sin lille dreng. Hun var nødt til at finde et nyt sted at bo. Hun havde sagt sin lejlighed op, da hun regnede med at skulle sejle til England et par dage senere.  Der var ikke noget, der hed kontanthjælp dengang, så det var med at finde et billigt sted at bo. Hun kom sjovt nok til at bo på Heibergs vej ikke langt fra Molbechs vej.

Her boede hun sammen med sin dreng Roland. Jeg kan huske, at jeg besøgte dem. De boede på et loft, hvor de havde et værelse i den ene ende af loftet, og i den anden ende af loftet lå køkkenet. Det har sikkert været en billig husleje. For at kunne få penge til mad, måtte hun gøre rent for folk. Samtidigt havde hun en symaskine derhjemme, så hun kunne tjene lidt penge ved at reparere tøj for folk.

For hende var det en ekstra stor glæde, at krigen sluttede. Nu kom de engelske soldater til Danmark. Hun kom hurtigt i kontakt med englænderne, og det var hende, der kom med chokolade til mig. Hun havde fået det af englænderne.

Jeg må også lige fortælle, at da der igen sejlede skibe mellem Danmark og England, rejste Fru Heiberg til England. Vi fortsatte med at have kontakt med hende. Hun skrev, at hun var blevet gift med en englænder. Sønnen Roland besøgte os nogle år senere. Da var han blevet voksen og havde fået job i en engelsk bank.

                                     

Krigen slut.

Krigen var slut, og de danskere, som havde siddet i tyske koncentrationslejre, kom hjem fra Tyskland.  

Nogle danskere var, allerede et par måneder før krigens slutning, kommet hjem fra de tyske lejre med ”De hvide busser”. 

De hvide busser. Fotograf Ukendt

Der var også mange danskere, som - frem til krigens slutning - havde siddet i fængsel hos Gestapo. De kom ud af fængslerne, og i stedet blev fængslerne brugt til at indsætte de danskere, som havde arbejdet sammen med tyskerne.

En mand, som muligvis har arbejdet sammen med tyskerne, bliver anholdt.

Den sidste tid af krigen havde været meget slem for befolkningen i Tyskland. Russerne var rykket ind i landet, og nu blev befolkningen i Nordtyskland bombet af russerne. Der var mange tyskere, der flygtede ud af landet. Ca. 200.000 civile tyskere flygtede til Danmark. 

De tyske flygtninge i Danmark blev holdt indespærret. I Odense var kasernen på Sønderboulevard blevet brugt til at huse tyske flygtninge. Blandt flygtningene var der især mange børn. Ingen dansker måtte komme ind på de afspærrede områder. Det betød, at de danske læger ikke måtte komme ind og hjælpe børnene, hvis de blev syge. Det var også forbudt at hjælpe tyskerne med mad. Alligevel var der nogle danskere, der snød sig til at smide lidt mad over hegnet til tyskerne.

De tyske flygtninge måtte blive i Danmark et stykke tid, fordi deres huse i Tyskland var ødelagt af bomber. Der var mange af de indespærrede tyskere, der døde i denne periode, af sygdom eller underernæring. Der døde i gennemsnit 40 tyske flygtninge om dagen her i Danmark. 

Men den dag kom, da de tyske flygtninge kunne vende hjem. Der var ingen til at køre dem hjem, de skulle gå hele vejen. 

En dag hvor jeg - sammen med min mor - var ovre på Sønderboulevard, så jeg et optog af tyske flygtninge, der var på vej hjem. 

Det var et trist syn. De gik i lange rækker, langsomt og foroverbøjet, nogle med en bylt på ryggen, andre med trækvogn eller barnevogn. De gik meget langsomt. Det var et syn, som jeg aldrig glemmer. 

De stakkels mennesker, som ingenting havde gjort.

 

Nogle få dage efter at krigen var slut, gik jeg en tur ned ad Kaalunds vej. For enden af vejen, så jeg en lastbil holde uden for et hus. På lastbilen stod et par frihedskæmpere (man kunne kende dem på deres armbind). De gik ind i huset og tog en mand med ud. De gik med ham imellem sig og holdt godt fat i ham. Jeg vidste godt, at frihedskæmperne var rundt for at hente de danskere, som havde arbejdet sammen med tyskerne. Han var åbenbart en af dem. Han blev højst sandsynlig sat i fængsel, og senere dømt for at have hjulpet tyskerne på en eller anden måde.

Vi børn var glade for at krigen var slut. Jeg husker foråret 1945, hvor bøgen lige var sprunget ud, og alt var grønt og frodigt.

Der var en sang, vi var specielt glade for, og som vi sang, når vi legede i skoven. Det første vers kunne vi udenad.

 

                             En lærke lettet, og tusind fulgte, 

                             og straks var luften et væld af sang. 

                            De tusind tårne tog til at tone, 

                            så luften fyldtes af klokkers klang,

                            og byer blomstret i rødt og hvidt, 

                            og det var forår og Danmark frit, 

                            ja, Danmark frit.

 

 

 

 

 

 

 

 

Else Knudsen

47-10198.jpg
48-10203.jpg
49-40212.jpg
51-de hvide busser.JPG
50-danskere der har arbejdet sammen med tyskerne hentes.JPG
52-bagside_edited.jpg
39-165623.jpg
Haustrups villa før, den blev sprængt i luften. Fotograf Ukendt
43-20508.jpg
Et af de ødelagte huse nær husmandsskolen. Fotograf Ukendt
45-.JPG
 tilladelse til at gå på arbejde  
46-IMG_0713.JPG
Radioen sender fra BBC